Nyhed |  31.08.2018
 | 

Forbud og systemløsninger hjælper ikke klimaet

Flere forslag i de lækkede dokumenter til ny klimaplan afspejler i al for høj grad en prioritering af systembehov frem forbrugernes behov, hvor forbud og støtteordninger af hensyn til systemet erstatter tillid til forbrugerne.

Jacob Stahl Otte  
Direktør
I løbet af efteråret forventes regeringen at offentliggøre sit udkast til en klimaplan. Planen skal danne rammen for det kommende årtis CO2-reduktioner i den såkaldte ikke-kvotebelagte sektor (biler, bønder og boliger). Allerede i sommerferien fik vi en forsmag på regeringens tanker, da en række dokumenter blev lækket til pressen. Selvom vi naturligvis ikke kender udspillenes endelige udformning, giver de desværre et indtryk af, at regeringen i al for høj grad har valgt at lytte til systemerne frem for forbrugerne.
  

Hvis vi starter med det positive, ser regeringen ud til at bakke op om, at biobrændstoffer også i fremtiden skal udgøre VE-grundlasten i transporten. Iblandingen af bæredygtige biobrændstoffer vil stige fra de 5,75 procent i dag til cirka 8 procent i 2020, for at Danmark kan leve op til EU’s VE-direktiv. Vi forventer, at regeringen vil foreslå, at iblandingskravet fortsætter efter 2020, hvilket i store træk følger Drivkraft Danmarks anbefalinger. Samtidig vil EU’s nye VE-direktiv medføre, at første generations biobrændstoffer gradvist udfases og erstattes med 3,5 procent avancerede biobrændstoffer i 2030.

"Helt grundlæggende bør den grønne omstilling sikres ved, at forbrugerne vælger det, der passer dem bedst indenfor de politisk fastsatte rammer. "


Regeringens dokumenter peger dermed i den helt rigtige og nødvendige retning, når det gælder biobrændstoffer. Men flere andre forslag afspejler i al for høj grad en prioritering af systembehov frem forbrugernes, hvor forbud og støtteordninger af hensyn til systemet erstatter tillid til forbrugerne. At lytte til forbrugerne betyder naturligvis ikke, at regeringen skal spørge hver enkelt dansker om deres præferencer og lovgive herefter. Men politikerne bør fokusere på at sikre de overordnede rammer og lade markedet og dermed forbrugerne vælge de løsninger, som giver bedst mening for dem. Dermed sikres det frie valg og de mest omkostningseffektive løsninger.

Det giver for eksempel god mening, at regeringen ønsker at udfase gamle forurenende dieselbiler med en hævet skrotningspræmie og skærpede miljøzoner – simpelthen fordi de gamle biler ikke lever op til nutidens standarder for luftforurening og CO2-udledning. Men det giver ikke mening, at regeringen på forhånd udelukker bestemte teknologier, som når den overvejer at forbyde salg af nye benzin- og dieselbiler fra 2035. Det er jo de fossile brændstoffer, som er udfordringen og ikke teknologien. 
I stedet bør langsigtede teknologineutrale krav til bilernes miljø-, og klimapåvirkning sikre, at producenterne og markedet finder de bedste løsninger billigst. 

Det betyder ikke, at man aldrig bør støtte nye teknologier. Det kan der være behov for i en kort defineret periode. Men helt grundlæggende bør den grønne omstilling sikres ved, at forbrugerne vælger det, der passer dem bedst indenfor de politisk fastsatte rammer. Regeringen bør have uddøde teknologier som Betamax, Kodak og ikke mindst Better Place med i overvejelserne, inden de ensidigt igangsætter offentligt støttede initiativer, der fokuserer på udvalgte systemløsninger. Det gælder især det enøjede fokus på elbiler som løsningen på alle transportens udfordringer, hvor vi for eksempel risikerer at smide offentlige støttekroner efter ladeinfrastruktur, som allerede kan være forældet om få år. Vi håber derfor, at den endelige klimaplan i højere grad vil afspejle tillid til forbrugerne end forbuds- og systemtilgang.

Regeringens dokumenter peger dermed i den helt rigtige og nødvendige retning, når det gælder biobrændstoffer. Men flere andre forslag afspejler i al for høj grad en prioritering af systembehov frem forbrugerne, hvor forbud og støtteordninger af hensyn til systemet erstatter tillid til forbrugerne. At lytte til forbrugerne betyder naturligvis ikke, at regeringen skal spørge hver enkelt dansker om deres præferencer og lovgive herefter. Men politikerne bør fokusere på at sikre de overordnede rammer og lade markedet og dermed forbrugerne vælge de løsninger, som giver bedst mening for dem. Dermed sikres det frie valg og de mest omkostningseffektive løsninger.

Det giver for eksempel god mening, at regeringen ønsker at udfase gamle forurenende dieselbiler med en hævet skrotningspræmie og skærpede miljøzoner – simpelthen fordi de gamle biler ikke lever op til nutidens standarder for luftforurening og CO2-udledning. Men det giver ikke mening, at regeringen på forhånd udelukker bestemte teknologier, som når den overvejer at forbyde salg af nye benzin- og dieselbiler fra 2035. Det er jo de fossile brændstoffer, som er udfordringen og ikke teknologien. 
I stedet bør langsigtede teknologineutrale krav til bilernes miljø-, og klimapåvirkning sikre, at producenterne og markedet finder de bedste løsninger billigst. 

Det betyder ikke, at man aldrig bør støtte nye teknologier. Det kan der være behov for i en kort defineret periode. Men helt grundlæggende bør den grønne omstilling sikres ved, at forbrugerne vælge det, der passer dem bedst indenfor de politisk fastsatte rammer. Regeringen bør have uddøde teknologier som Betamax, Kodak og ikke mindst Better Place med i overvejelserne, inden de ensidigt igangsætter offentligt støttede initiativer, der fokuserer på udvalgte systemløsninger. Det gælder især det enøjede fokus på elbiler som løsningen på hele transportens udfordringer, hvor vi for eksempel risikerer at smide offentlige støttekroner efter ladeinfrastruktur, som allerede kan være forældet om få år. Vi håber derfor, at den endelige klimaplan i højere grad vil afspejle tillid til forbrugerne end forbuds- og systemtilgang.

Regeringens dokumenter peger dermed i den helt rigtige og nødvendige retning, når det gælder biobrændstoffer. Men flere andre forslag afspejler i al for høj grad en prioritering af systembehov frem forbrugerne, hvor forbud og støtteordninger af hensyn til systemet erstatter tillid til forbrugerne. At lytte til forbrugerne betyder naturligvis ikke, at regeringen skal spørge hver enkelt dansker om deres præferencer og lovgive herefter. Men politikerne bør fokusere på at sikre de overordnede rammer og lade markedet og dermed forbrugerne vælge de løsninger, som giver bedst mening for dem. Dermed sikres det frie valg og de mest omkostningseffektive løsninger.

Det giver for eksempel god mening, at regeringen ønsker at udfase gamle forurenende dieselbiler med en hævet skrotningspræmie og skærpede miljøzoner – simpelthen fordi de gamle biler ikke lever op til nutidens standarder for luftforurening og CO2-udledning. Men det giver ikke mening, at regeringen på forhånd udelukker bestemte teknologier, som når den overvejer at forbyde salg af nye benzin- og dieselbiler fra 2035. Det er jo de fossile brændstoffer, som er udfordringen og ikke teknologien. 
I stedet bør langsigtede teknologineutrale krav til bilernes miljø-, og klimapåvirkning sikre, at producenterne og markedet finder de bedste løsninger billigst. 

Det betyder ikke, at man aldrig bør støtte nye teknologier. Det kan der være behov for i en kort defineret periode. Men helt grundlæggende bør den grønne omstilling sikres ved, at forbrugerne vælge det, der passer dem bedst indenfor de politisk fastsatte rammer. Regeringen bør have uddøde teknologier som Betamax, Kodak og ikke mindst Better Place med i overvejelserne, inden de ensidigt igangsætter offentligt støttede initiativer, der fokuserer på udvalgte systemløsninger. Det gælder især det enøjede fokus på elbiler som løsningen på hele transportens udfordringer, hvor vi for eksempel risikerer at smide offentlige støttekroner efter ladeinfrastruktur, som allerede kan være forældet om få år. Vi håber derfor, at den endelige klimaplan i højere grad vil afspejle tillid til forbrugerne end forbuds- og systemtilgang.