Nyhed |  29.10.2018
 | 

Efterårsklar bil

Efterår er over os og vinter venter lige fremme. Så er det tid til at klargøre bilen. Få gode råd her.

Michael Mücke Jensen  
Teknik- og miljøchef

Efteråret er over os og så er det tid til at klargøre bilen. En velholdt bil holder generelt længere. Det kan derfor godt betale sig at gøre sin bil klar til efterår og vinter. 

Ny årstid – ny motorolie
At gøre bilen klar til efterår/vinter bør altid indbefatte olieskift, da træg og tyk motorolie gør det svært for motoren at køre rundt, når frosten kommer. Husk derudover jævnligt at tjekke oliestanden på bilen!

Dæk
Det mest kendte råd – skift altid til vinterdæk inden kulden sætter ind! Det anbefales, at du gør det i start november, før den første sne falder. Hold ligeledes øje med mønsterdybden på dine dæk. Lovkravet er 1,6 millimeter, men dækkene begynder allerede at bremse dårligere ved 3 millimeter.
  

Tjek dæktrykket jævnligt, og især hvis man har tænkt sig at trille ud på en længere ferie i løbet af efteråret.

"Skift altid til vinterdæk inden kulden sætter ind! Det anbefales, at du gør det i start november, før den første sne falder. "


For lidt luft i dækkene øger brændstofforbruget, og sikkerheden forringes, både når der er for lidt luft i dækkene, og når der er for meget. Du bør tjekke dæktrykket hver 2. eller 3. gang, du tanker.

Få dit batteri tjekket
Mange kører rundt med et batteri, som kun er 50-70 % opladet. Kapaciteten på batteriet falder ofte i takt med, at temperaturen falder. Det er derfor en god ide at få tjekket batteriets ladetilstand, da vinterhalvåret generelt kræver et større energiforbrug.

Kører du primært korte ture, er det en god ide at lade batteriet op ved at køre en lang tur en gang imellem, da det sikrer, at bilen kan starte om morgenen.

Viskerblade
Den lave efterårssol kan forstyrre udsynet, så det er en god idé at rengøre viskerbladene eller udskifte dem helt, hvis de slidte.

Beskyt mod rust
Rust er bilens værste fjende! Det er derfor vigtigt at holde karosseriet rent, så det bliver angrebet mindst muligt af salt fra vejene. Dette gør du ved at vaske bilen grundigt med vand og børste, især hjulkasser og langs dørpanelet er vigtige før turen i vaskehallen.