Nyhed |  04.10.2018
 | 

Forbud og systemtilgang er den forkerte vej til at løse klimaproblemet og skabe grønnere transport

Alternativet er at sætte målrettede, ambitiøse miljø- og klimakrav, som teknologierne kan konkurrere med hinanden om at leve op til.

Jacob Stahl Otte  
Direktør
»Vi skal have forbrugerne med i den grønne omstilling.«

Den sætning hører vi ofte i disse år. Men er vi egentlig enige om, hvad det betyder? I min verden betyder det, at man tager udgangspunkt i forbrugernes behov og giver dem incitamenter til at træffe fornuftige valg for dem selv, for samfundet og for klimaet.

Særligt når det gælder transportens omstilling, er det vigtigt at have forbrugerne i fokus. Transporten er nemlig i sit udgangspunkt forbrugernært og domineret af fri konkurrence om at levere de bedste, billigste og mest fleksible løsninger, så alle frit kan opfylde sine individuelle mobilitetsbehov.

Det bygger på en tro på, at forbrugerne træffer fornuftige valg, og at markedet fungerer, når der opsættes de rette rammer. Forbud har aldrig været vejen frem. Derfor er det bekymrende, at politikere og meningsdannere fra højre til venstre i dag taler om at fremme de ”grønne” biler og forbyde de ”sorte”.

Jeg mener, at det er en fejl at lave en sådan skelnen. Det er brændstoffet og ikke bilen, som er problemet. Der er for eksempel betydeligt større klimaaftryk forbundet med produktion af en elbil end en tilsvarende benzinbil. Ingen biler er i dag CO2-fri.

"Alternativet til forbud er ikke at lade stå til. Alternativet er at sætte målrettede, ambitiøse miljø- og klimakrav, som teknologierne kan konkurrere med hinanden om at leve op til bedst, billigst og smartest. Jeg vil derfor opfordre politikerne til at droppe fremtidspessimismen og forfalden til lette, men kortsigtede løsninger. "

Forbud er et meget effektivt værktøj til at udelukke ting, vi ikke ønsker, men på den anden side indebærer de også en risiko for at lukke ned for udvikling af teknologier, der potentielt kunne blive værdifulde løsninger i fremtiden.

Skal vi i mål med omstillingen af transporten, skal vi nemlig have mange løsninger i spil. Nogle af dem har vi allerede på hylderne (f.eks. el, brint, biogas og flydende biobrændstoffer), og andre er så småt på vej (f.eks. elektrofuels).

Men der er med sikkerhed også teknologier, vi endnu ikke kender til, og som vi for klimaets skyld bør holde døren åben for. Derfor giver det god mening med krav til bilproducenterne, så de tvinges til innovation og produktion af stadig bedre og mere effektive biler og til brændstofproducenterne om at levere grønnere brændstoffer – uanset hvilken form der er tale om.

Det giver også fin mening at indføre miljøzoner i byerne, så længe de ikke på forhånd udelukker bestemte teknologier, men alene de biler, som ikke lever op til de fastsatte krav.

Teknologineutralitet er her et nøgleord, som desværre er truet. I el-, gas- og fjernvarmesektorerne har vi kunnet planlægge udbygningen af den vedvarende energi med udbud, regulering og støtte.

Samme planlægningstilgang virker ikke i transportsystemet. I modsætning til energisystemerne er transporten dynamisk, fleksibel og domineret af konkurrence og frit forbrugervalg – helt ud i det yderste led.

Derfor er det foruroligende, hvis der i stigende grad gives afkald på teknologineutralitet og forbrugertillid og i stedet købes ind på forestillingen om, at vi kan planlægge, forbyde og lovgive os ud af alt. Omstillingen skal ske på transportens præmisser – ikke på systemets.

Det er absurd at forestille sig, at vi i dag skulle kunne forudsige, præcis hvilke teknologier der er dominerende i 2050. Husk på uddøde teknologier som Betamax, Kodak og Better Place, inden vi bruger offentlige støttekroner til initiativer, der ensidigt fokuserer på bestemte systemløsninger frem for forbrugernes behov.

Det gælder eksempelvis støtte til opsætning af elladere, som ikke efterspørges, og med en teknologi og ladetider, som vi med sikkerhed ved er forældet om ganske få år. Her bør vi lade markedet tage risikoen frem for skatteborgerne.

Jeg er overbevist om, at el, brint, biogas, avancerede biobrændstoffer og andre grønne teknologier alle bliver afgørende bidrag for den grønne omstilling af transporten. Men i dag taler mange om elbiler som den eneste løsning på transportens udfordringer. El bliver en væsentlig del af løsningen. Elbiler har nemlig nogle fordele, som markedet vil honorere, så snart de kan konkurrere på pris og ydelse.

Når bilproducenter investerer i udvikling af elbiler, skyldes det dog ikke forbud eller afgiftsfritagelser. Det skyldes stadig skrappere EU-krav til markedet om at producere effektive biler.

Og elbiler er langtfra det eneste, der forskes i. Hvem ved, om vi om få år ser en helt ny udvikling, hvor for eksempel VE-brændstoffer kan konkurrere med fossil energi på pris og med elbiler på klimapåvirkning? Det finder vi aldrig ud af, hvis vi på forhånd udelukker biler, som kan anvende disse brændstoffer.

Alternativet til forbud er ikke at lade stå til. Alternativet er at sætte målrettede, ambitiøse miljø- og klimakrav, som teknologierne kan konkurrere med hinanden om at leve op til bedst, billigst og smartest. Jeg vil derfor opfordre politikerne til at droppe fremtidspessimismen og forfalden til lette, men kortsigtede løsninger.

I stedet bør vi se åbent på alle teknologiske muligheder, så forskere, teknologiudviklere og producenter gives rum til at opfinde og udvikle morgendagens teknologier. En sådan tilgang ville både gavne forbrugerne, samfundet og klimaet.