Nyhed |  22.05.2018
 | 

Mød Drivkraft Danmark på Folkemødet

Kom og diskuter flydende el og biogas med os. Hvad skal der i praksis til for, at det kommer ud på stationerne og ind i flyene, så vi kan få gjort den tunge transport grønnere? Mød Drivkraft Danmark på Energiens Scene.

Jeppe Røn Hartmann  
Chef for analyse og politik

Drivkraft Danmark er i år medarrangør af Energiens Scene på Nordlandspladsen. 

Her har vi sat særligt fokus på at gøre den tunge transport grønnere. Vi skal her især diskutere flydende el (elektrofuels) og biogas. Er det en del af løsningen og hvordan får vi det ud på stationerne og ind i flyene? 

Mød blandt andre SAS og Circle K, som er nogle af dem, der skal få det til at ske i virkeligheden. Mød også Bendt Bendtsen og Enhedslistens Søren Egge Rasmussen, der bestemmer rammerne.

Vi er også at finde til Renault-Nissans arrangement om elbilens fordele og begrænsninger. 

Kom endelig og vær med til alle 3 debatter! 

Mød Drivkraft Danmark her:

1. Kom med i skole: 10 spørgsmål til professoren om flydende el
- Er diesel lavet på VE-el en del af løsningen til fly og tung transport og hvordan kommer vi i gang?

Hvornår: Fredag den 15. juni kl. 10:30 - 11:15
Hvor: B2 - Energiens Scene (Nordlandspladsen)

Emne: Transporten står for ca. en tredjedel af energiforbruget i Danmark og 41 procent af CO2-udledningen. Særligt den tunge transport er en udfordring ift. den grønne omstilling, ligesom flytrafikken ser ud til at stige betydeligt de kommende år. En del af løsningen kan være de såkaldte elektrofuels, som f.eks. kan være diesellignende brændstoffer baseret på el og CO2. Med store mængder vind- og solenergi kan Danmark blive et foregangsland på området. Men hvad er elektrofuels egentligt, og hvad skal der til for at nå fra idé til tankstation og fly? Kom med i skole, når professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen tegner og fortæller og svarer på spørgsmål om elektrofuels fra paneldeltagere og publikum.

Ordstyrer: Anne Grete Holmsgaard.

Deltagere: Brian Vad Mathiesen, Professor, Aalborg Universitet, Søren Egge Rasmussen, MF, Enhedslisten
Peter Rasmussen, Salgsdirektør, Circle K, Lars Wigelstorp Andersen, Direktør, SAS, Bendt Bendtsen, MEP, Konservative

2. Åben samtale: Giv lastbilerne gas!
- Hvordan og i hvilken form bidrager biogas bedst og billigst til transportens grønne omstilling?

Hvornår: Fredag den 15. juni kl. 12:15 - 13:00
Hvor: B6 - Energiens Scene - Idéværkstedet (Nordlandspladsen)

Emne: Biogas tilbydes i dag på tankstationer rundt omkring i landet og anvendes bl.a. i skraldebiler og bybusser. Men hvis de for alvor skal fortrænge fossile brændsler, hvad skal der så til? Deltag i samtalen om blandt andet: Er der nok biogas til både at bruge den i kraftvarmen og i transporten? Bør biogassen i højere grad satse på de lange lastbiltransporter og skibstrafikken? Har biogas i flydende form (bio-LNG) større perspektiv end den nuværende anvendelse (CNG)?

Ordstyrer: Julie Søgaard

Deltagere: Ole Hvelplund, Direktør, Nature Energy, Niels Buus Kristensen, Forskningsleder, Klimarådet
Michael Mücke Jensen, Teknik- og miljøchef, Drivkraft Danmark, Jeppe Juul, Transportmedarbejder, Det Økologiske Råd

"Mød blandt andre SAS og Circle K, som er nogle af dem, der skal få det til at ske i virkeligheden. Mød også Bendt Bendtsen og Enhedslistens Søren Egge Rasmussen, der bestemmer rammerne. "


Elbilen: Bæredygtigt alternativ eller identitetsmord?

- Hvad er egentlig elbilens begrænsninger?

Hvornår: Fredag den 15. juni kl 9.00-10.00:

Hvor: G4 - Policy Groups scene (G - Yder-/indermolen)

Emne: Elbilen betragtes som forbrændingsmotorens lydløse arvtager. Det gør, at den bæredygtige sag er genstand for megen debat. Hvad er fordelene og hvad er ulemperne ved elbilen? I takt med at benzin/diesel bilen også bliver mere bæredygtig og miljørigtig, bliver der stillet spørgsmålstegn ved, hvor fordelagtig elbilen egentlig er. Nissan og Renault afliver myterne omkring elbilerne og bekræfter måske nogle af bekymringerne, der kan være, når vi diskuterer, hvad elbilens reelle begrænsninger og barrierer er.

Ordstyrer: Emil Thorup, Handvärk

Deltagere: Rasmus Prehn, Transportordfører, Socialdemokraterne, Niels Buus Kristensen, Forskningsleder, Klimarådet, Martin Lidegaard, Tidl. Energi- og Klimaminister, Radikale Venstre, Mikkel Thomsager, Chefredaktør, Bilmagasinet, Jacob Stahl Otte, Direktør, Drivkraft Danmark, Lærke Flader, Branchechef, Dansk Elbil Alliance, Lars Overgaard, Programleder Energi og Transport, Transportens Innovations Netværk, Anders Gadsbøll, Direktør, Renault. 

Om Drivkraft Danmark:
Drivkraft Danmark er branche- og arbejdsgiverorganisation for selskaber, der leverer energi til mobilitet, opvarmning og proces. Branchen står for 99 % af energien til transporten, 90 % af den vedvarende energi til vejtransporten og over 40 % af det totale energiforbrug i Danmark.

Branchens medlemmer har siden 2010 blandet biobrændstoffer i al benzin og diesel. Det har indtil nu sparet klimaet for over 5,5 mio. ton CO2. I stadig stigende grad udbyder tankstationerne også andre energiformer. Indenfor opvarmning leverer branchen fyringsolie og varmepumper, og LPG og bio-LPG til privatbrug, proces og industri.

Der er over 2.000 tankstationer i Danmark fordelt over hele landet i et effektivt distributionsnet. Hvert sekund tanker 3 biler.